Eutrofiering

Alger holder gang i kredsløbet

I havet findes en sensibel balance mellem ilt, lys og næringsstoffer. Er den præcis afbalanceret, er der rigeligt med næring til havets fugle, fisk, sæler og marsvin.

Basis for mangfoldigheden dannes af plankton, som er sammensat af de mindste dyr og mikroalger. Netop disse alger, der ved sollys og fotosyntese danner deres biomasse, udgør – sammen med bakterier – næringsgrundlaget for livet i havet.

Næringsstoffer – på samme tid velsignelse og forbandelse

Algernes fotosyntese har ved siden af sollys også brug for: kuldioxid (CO²), vand og næringsstoffer, som kvælstof og fosfor. Sollys, CO² og vand er der som regel rigeligt af, næringsstoffer er dog ofte begrænset og begrænser planternes normale vækst. Det gælder i det mindste for det uberørte hav.

Når menneskene leder næringsstoffer ind i havet, forstyrres denne balance. Menneskeskabte næringskilder er forbrændingsgasser, spildevand og landbruget. Det er lige meget om de ekstra næringsstoffer kommer direkte fra luften eller indirekte gennem floder ud i havet, – de fremmer algevæksten, der især har gavn af overtilbuddet af næringsstoffer – (i fagsprog: eutrofiering). Overgødskning er især i kystnære områder og i havområder med ringe vandudskiftning et problem. Dertil hører indre farvande som Østersøen, hvor vandet kun udskiftes komplet hvert 30. år.

Opstår der ved eutrofiering/overgødskning en voldsom algevækst - en såkaldt algeopblomstring, har det vidtrækkende konsekvenser for havets dyreliv. Det begynder med, at vandplanterne lider under den eksplosionsagtige algevækst. De små alger svæver i vandet og gør det grumset, så mindre sollys når ned til havbunden og ned til planterne – så som søgræs og tang, der derfor snart dør. Eutrofiering/overgødskning  er en af hovedårsagerne til at ålegræsengene går så stærkt tilbage – og de er jo børnehaven for mange dyrearter.

Også vi mennesker mærker allerede på dette stadium, at alger afsondrer irriterende og giftige stoffer, som nogen gange ødelægger fornøjelsen ved at bade ved Østersøens strande, der ofte samtidig oversvømmes af vand- og brandmænd/gopler. De ernærer sig fortrinsvis af overtilbuddet af plankton.

Dyrelivet er især påvirket, når store mængder alger dør og synker ned på bunden og der nedbrydes af bakterier. Dette kræver store mængder ilt, som er nødvendig for al liv. Så når nu al ilt bliver brugt i et område, dør her al liv – og havbunden påvirkes ved at der opstår slamgas, der stinker af svovl. Muslinger, søpindsvin, søstjerner, krebs og alle andre dyr med ringe mobilitet dør pga iltmangel. Endda fisk kan blive fanget af en mur af iltfattigt vand og dør. Enten kvæles de i vandet eller de prøver i fortvivlelse at springe op på stranden, hvor de så kreperer. Høje vandtemperaturer, ringe indstrømning af iltrigt vand fra Nordsøen ind i Østersøen og stabile lag  iltfattigt vand begunstiger situationen.

Dette fænomen observeres oftere siden tresserne i alle have. Efterhånden regnes mere end en sjettedel af Østersøens havbund til disse dødszoner.

Sænk udledning af næringsstoffer og giv liv

For at genskabe en tilnærmelsesvis naturlig balance mellem ilt, lys og næringsstoffer er det bydende nødvendigt, at reducere det menneskeskabte næringsstofoverskud. En af de mest belastende kilder er landbruget. Det er derfor særlig vigtigt, at fremme økologisk landbrug – i stedet for kæmpe store dyrehold/masseopdræt, der medfører enormt store mængder gylle, der til dels når ud i havene – og også overgødskning af markerne har samme negative effekt. Også forbrændingsgasser spiller en stor rolle, der kunne reduceres ved et forbud mod tunge olier til skibsmotorer og ved en betydelig forbedring af  rensningsanlæg til røggasser. Og alle kan yde et bidrag til beskyttelse af havene ved at gøre mere brug af offentlig transport. Ligeså kan en bedre spillevandsrensning – ikke kun på landet – forbedre situationen.

Kun på den måde kan visionen om en god økologisk tilstand af Nord- og Østersøen realiseres.

Mere om emnet